Zen er ikke kun apofatisk

Tim Pallis

Grethe Livbjerg, tak for din udmærkede artikel Buddhisme og kristen mystik.

Den er nu mest om kristen mystik og meget lidt om buddhisme, men du lægger op til en dialog med det, du kalder: "Autentisk buddhisme".

Ja, jeg synes også, at buddhister og kristne bør tale sammen, men jeg indser også, at det kan blive meget svært at finde et fælles sprog eller en måde at tale om disse ting på. Men i teologien tror jeg, at der er en vej, og du har da allerede startet samtalen ved at nævne "den positive og negative vej" i kristendommen. Det må være den katafatiske teologi og den apofatiske teologi, som du har i tankerne.

Her kan vi mødes:

Det er sjældent man møder en kristen, som henviser til Gregor af Nyssa (335-394), som et klart eksempel på den negative teologi. I værket Moses Liv fortæller han om den sky, som Moses bliver ét med på toppen af Sinai bjerget.

Jeg har altid været fascineret af denne Kappadokiske munks erkendelse og tanker. Han er fadder til det væsentligste i både ortodoks og katolsk mystik.

Vi kan også mødes omkring den kenotiske teologi, hvor Jesus tømmer eller giver afkald på sig selv. Jeg tror, at det er det, du mener med, at Gud har åbenbaret sig og har "transcenderet sin transcendens". Vi har

måske her en parallel til det buddhistiske anatman eller "uden selv" og til sunyata, som betyder "tomrum".

Det vigtigste er imidlertid, at du siger, at hos alle kristne mystikere finder vi disse to veje forenet, altså den negative og den positive vej. Disse to er ikke modsætninger, men uadskillelige og indbyrdes afhængige. Det er vi meget enige om.

Men her er vi uenige:

Men nu kommer grunden til, at jeg farer i blækhuset, for du siger helt skråsikkert: I Zen buddhismen møder man den absolut og tilsigtede negative vej - uden at blive kompletteret med den positive. Hvor har du det fra? William Johnston? Vel, han er nok en kender af buddhismen, men ingen zen buddhist i den forstand, at han ikke selv har været igennem traditionel zen træning.

Zen er ikke negativ, ikke kun apophatisk.

Den som træner i zen arbejder også på at forene de to veje. De første mange års zen praksis, hvor man følger en zen mester, betræder man den negative vej, indtil man kommer til det, som de kristne mystikere kalder "uvidenhedens sky", hvor man så at sige er kørt fast og hverken kan komme frem eller tilbage. Det er ikke et "intet", fordi intet er "intetkøn" og dødt, men et "ingen", fordi ingen er "fælleskøn" og levende.

De to veje forenes:

Men dette er ikke nok. Derfra gælder det om at negere negationen eller at tømme tomheden for at bryde igennem den negative spirituelle situation, således at livet i al sin fylde kan åbenbare sig. Når dette sker med miskundhed og lidt hjælp fra ens mester, ser man alle tings egentlige natur og kommer ind på den positive vej, som dér forener sig med den negative.

Hvor den negative vej hører op, bliver den ét med eller assimileret i den positive, og det forunderlige er, at her er nuværets situationstotalitet et "ingen", som er ét med "alt", og det er ens naturlige tilstand.